Etnicitet betyder forsvindende lidt for fodboldspillere

For langt størstedelen af de jyske fodboldspillere betyder etnicitet forsvindende lidt. Foto: Søren Palmelund

Ahmed, José, Yang, Connor og Peter.

Spillerne i de jyske fodboldklubber har en bred etnisk oprindelse. Fra dem, som kan følge det familiemæssige stamtræ helt til side et i den lokale kirkebog, til dem, som enten selv er indvandrer eller efterkommer.

Men selv om en stor del af de jyske fodboldspillere har en anden etnisk herkomst end dansk, så er det ikke noget der fylder ret meget i bevidstheden hos spillerne selv. Det viser tal fra en stor undersøgelse af DBU Jylland, hvor flere end 1250 fodboldspillere har svaret.

94,1 procent af alle adspurgt har således angivet, at de kun lidt (8 procent), meget lidt (23,3 procent) eller slet ikke (62,8 procent) tænker over med- og modspilleres etnicitet. Kun hos 3,5 procent fylder det en del (1,9 procent), meget (1,2 procent) eller rigtig meget (0,4 procent).

Klubmand: det samme jeg oplever

Tallene er ikke nogen overraskelse for Frits Lebahn, som har været frivillig fodboldleder i mange år i Vejle Kammeraterne. Når først mennesker af forskellig etnicitet finder sammen på samme fodboldhold, så bliver betydningen af oprindelseslandet hurtigt udvisket, lyder det.

- Det overrasker mig overhovedet ikke, at tallene ser ud, som de gør. Når man først spiller, så er det min erfaring, at man meget hurtigt bare er én blandt resten af holdkammeraterne. Og derfor betyder hudfarve og accent ingenting, siger Frits Lebahn, som gennem sine mange år i multietniske Vejle Kammeraterne har masser af eksempler på, at etniske forskelle bliver ubetydelige i breddefodbolden.

- Jeg har f.eks. oplevet en shiamuslimsk Sydiraker og en sunnimuslimsk turkmener fra Nordirak stå og klamre sig til hinanden i en frisparksmur. To folkefærd som i deres hjemland bekriger hinanden. De tænkte overhovedet ikke over det for de var bare gode holdkammerater, men for mig var det meget rørende og et af mange eksempler på, at etnicitet ikke betyder ret meget, når man trækker fodboldtrøjen over hovedet og træder ind på fodboldbanen, siger han.

- Og jeg har set talrige eksempler på, at en dansker og en indvandrer bliver gode venner igennem fodbolden – og tager det venskab med sig ud over fodbolden.

Spillet er afgørende – ikke andet

For Martin Treumer Gregersen, som er Ph.d.-studerende ved Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse og forfatter til bogen ”Hvorfor har vi ingen Zlatan i dansk fodbold”, er tallene overraskende – men også logiske.

- Det, som jeg har fundet ud af i tidligere undersøgelser, er, at elitespillere selv angiver, at de har en anden spillestil, hvis de f.eks. er fra Balkan eller Tyrkiet. De spiller mere aggressivt og har generelt en anden mentalitet. Men tallene her viser, at det ikke er noget, som breddespillerne tænker ret meget over, siger Martin Treumer Gregersen og udbygger:

- Jeg bruger det her begreb ”det fælles tredje”, som henviser til, at man er sammen om en oplevelse eller aktivitet, hvor det netop er dét, der er det interessante. Her er der tale om, at man er til stede, fordi man er optaget om at spille fodbold. Det er det, man fælles om, fortæller han.

- Jeg tror, at man er god til at være fælles om at være fodboldspiller. Alle kender de regler og normer, der er på holdet. Uanset etnicitet, fortæller han.

I undersøgelsen var otte procent af respondenterne indvandrer eller efterkommer.