Ronaldo, Cantona og Ebbe Sand har alle spillet i Gårslev

Tarek Omar (f. 1987) er uddannet historiker og journalist fra Syddansk Universitet. Han er debatredaktør på Dagbladet Politiken og forfatter. Han er vokset op i Vejle og i Gårslev med sine to søskende og forældre, der kom til Danmark som flygtninge fra Libanon. Foto: Thomas Borberg og privat.

Jeg spredte mine arme ud til siderne og tonsede rundt i haven som en nedskudt flyvemaskine. Alt det græs, al den frihed. Og vigtigst af alt; haven var vores.

Vi er i midt 90´erne, og min familie er netop flyttet fra Vejle til Gårslev, en lille by mellem Vejle og Fredericia med omkring 1000 indbyggere. Nogle år forinden var vi rykket fra en lejlighed på blokken til et rækkehus med en lille klat grønt og nu til vores nye hjem i Gårslev med det, der virkede som en uendelig have omringet af marker. Jeg løb og løb til jeg faldt om. Det var sommer, og man kunne se omridset af havet fra vores have.

Efter ferien begyndte jeg i 2. klasse på Gårslev skole. Hurtigt stod det klart for mig, at jeg var den eneste af eleverne, som ikke kunne læse. Rudolf Steinerskolen i Vejle lærte mig en del kreativt - som at tegne og spille fløjte - men aldrig at læse. Jeg skammede mig og forsøgte at skjule mine manglende læseevner, men heldigvis fik jeg ekstra lektiehjælp i flere måneder til sent på eftermiddagen, indtil jeg var på niveau med de andre. Socialt slog jeg heller ikke rigtig igennem. Hverken overfor drengene eller pigerne. En overvægtig, usikker vejlenser med et specielt navn og speciallavede sko (jeg er platfodet), der lignede det seneste skud inden for troldemoden, høstede næppe megen social kapital i 90´ernes Gårslev. Så jeg tilbragte mange frikvarterer i samtale og selskab med mine Wrestling-figurer, eller som hangaround hos mine søskende og deres venner. 
 
Alt dette ændrede sig dog nogle måneder efter, da en fra klassen spurgte, om jeg ikke havde lyst til at begynde til fodbold. De skulle spille stævne i weekenden i den lokale idrætshal, og jeg kunne bare møde op, hvis jeg ville. Jeg tøvede lidt; Rundbold, ja, basketball, okay, men fodbold? 
 
Jeg havde intet at miste, så i dagene efter kørte min mor mig i Bilka og investerede i benskinner, grønne strømper (Gårslevs farve) en fodbold og et par målmandshandsker, hvis nu det blev relevant. 
Da det blev weekend, cyklede jeg op til hallen, det var mørkt og koldt uden for. Hallen kendte jeg fra idrætstimerne, og derudover udgjorde den i flere år rammerne for byens halbal med tilhørende røgmaskine og diskolys. Alligevel trådte jeg ind i idrætshallen, som om det var første gang, og oplevede det som overvældende med drenge og piger i forskellige holdtrøjer på vej op og ned fra kantinen. Mørket udenfor blev udslettet af idrætshallens blændende lys, og lyden af gummisko, der gned sig hen ad trægulvet, kastede små hyl af sig, som i ny og næ blandede sig med braget af en bold, der bankede ind mod banderne så hårdt, at det virkede, som om de skruer, der holdt pladerne sammen, kun var en blød inderside fra at give op og brase sammen.
 
Dommeren fløjtede, en udskiftning, mål på scoringstavlen. Jeg så forsigtigt på i de første kampe, indtil træneren fik øje på mig og mine nye handsker og spurgte, om jeg ikke havde lyst til stå lidt på mål. Fra det øjeblik, jeg fik en kamptrøje på, blev hjulpet over banden og ind på banen bølgede en elektrisk følelse igennem min krop. Jeg kastede mig efter boldene, greb flere og skubbede mange andre tilbage, flere gik ind, ja, men hver gang jeg reddede en bold, brød træner, forældre og holdkammerater, flere som aldrig havde talt til mig før, ud med klapsalver og banken på banderne. Hastigheden, lydende og stemningen var opløftende, vild og berusende. Det er ikke en overdrivelse, sådan oplevede jeg det, men som en gammel joke lyder, så oplever sneglen det også som sit livs vildeste rutsjetur, når den sidder på ryggen af skildpadden.
 
Træneren spurgte efter stævnet, om jeg ikke kunne tænke mig at begynde på holdet. De trænede to gange om ugen og det kostede… 
Han behøvede ikke sige mere, jeg var konverteret til fodbold. 


 
Jeg blev set
 
Jeg har tit tænkt over, hvad der skete den dag i hallen, hvad der udløste min begejstring for en sport, jeg altid havde ignoreret og zappet forbi, når de viste kampene på tv. 
Det banale men nok også mest sande svar er, at jeg blev set. Det kunne ligeså godt have været håndbold eller teater. Sporten var sekundær, det var relationen mellem træner, vi spillere og forældre, der gjorde udfaldet. Den norske forfatter Karl Ove Knausgård skrev engang i et essay i Politiken, at det er i de andres blik, vi bliver til, og det er i vort eget blik, andre bliver til. Selv om jeg ikke var en prangende målmand den aften i hallen i Gårslev, blev mine få sejre bemærket af forældre, min mor, træner og medspillere, og jeg havde i et øjeblik fornemmelsen af at se mig selv med deres anerkendende blikke. Det var opløftende. Samme blik havde været ødelæggende, hvis det var ladet med fordomme eller manglende forventninger, og jeg kunne have gået hjem og smidt handsker, strømper, benskinner og fodbold under sengen og aldrig taget dem frem igen. 
 
Men der skete noget i mig til det stævne. 
 
Jeg forlod holdet spækket med begejstring, og i månederne efter blev det tydeligt for mig, at jeg ikke kun var blevet medlem af et fodboldhold. Nye venskaber blev født, og det blev nu sjovere at gå i skole, når jeg ikke længere var den sidste til at blive valgt, når holdene skulle vælges. Vi kunne være så opslugte af en kamp i frikvarteret, at vi ignorerede regnen eller at klokken for længst havde ringet ind, fordi opgøret endnu ikke var afgjort, så læreren var nødt til tage bolden op i hænderne og afbryde kampen. Jeg sagde farvel til mine Wrestling-figurer og takkede dem for deres mangeårige tro tjeneste og lagde dem i en papkasse på loftet. 
 
Fodbold var et fællesskab, en tilknytning med egen kultur, sprog, ritualer og myter. Kampråbene, det særlige lykketal på kamptrøjen, trænerens peptalk i omklædningsrummet, taktikken. Kulturen omkring holdet i de første år, hvor man skiftedes til at vaske kamptrøjer, samle ind til arrangementer, til at køre, trække med ’hjem’ og løbe for hinanden og give spilletid til andre end holdets ’profiler’. Det sidste er vel den skandinaviske velfærdsfilosofi i lille skala, hvor alle har værdi, og vi løfter i flok. Eller med rapperen Sivas’ ord: ’’du’ ikk’ en skid uden dit hold.’’  
  
I skolen talte vi lidenskabeligt om vores yndlingshold, som om vi selv havde spillet med på Old Trafford eller Camp Nou eller at vi snart skulle møde rivalerne fra Erritsø eller Gauerslund. Den slags kampe kunne jeg gå i månedsvis og glæde mig til, og når jeg kom hjem fra skole og havde forsikret min mor om, at jeg skam havde lavet lektier, spillede jeg Fifa, indtil hun kom ind og slukkede for min Playstation. Så løb jeg enten i haven og øvede finter, sparkede bolden mod gavlen, som året rundt var plettet med mudderaftryk fra bolden eller cyklede til klubben i håb om at møde nogle, der var klar på en kamp. Selv min tøjstil ændrede sig. De næste mange år gik jeg udelukkende i fodboldtrøjer og sportssæt, som om jeg altid var på vej til træning eller netop var kommet fra en.
 
Fodbolden opslugte de fleste af mine vågne timer, og jeg overlevede kun de svære matematikprøver om tirsdagen eller torsdagen, fordi jeg vidste, at jeg samme eftermiddag skulle til træning. Jeg kunne sidde og forestille mig, hvordan træneren ville hente nettet med bolde, som vi afventede som en pose bolsjer, som vi alle stjal én af og stak af med i hver vores retning på græsset. Mit forbillede var brasilianske Ronaldo, og jeg forestillede mig, at jeg lignede ham, når jeg tog et uventet og alt for arrogant træk, som om en talentspejder fra Ajax gemte sig ved tennisskuret bag banerne og tog noter. 
 
Indgangen til Gårslev

Syvmandsholdet og især trænerne i Gårslev var min indgang i en lille by, hvor de fleste kendte hinanden, og hvor det udefra set virkede umuligt at trænge igennem. For at give et eksempel på det: Min træner var gift med min storebrors dansklærer, og deres søn spillede på mit hold. Og for at det ikke skal være løgn, var deres anden søn hjælpetræner. Og de fleste i klubben, hvis ikke alle, gik på Gårslev skole.   



Niels Weibel var den træner i Gårslev GF, der var med til at åbne Tarek Omars verden for fodboldens fantastiske fællesskab. Foto: Privat

Min første træner var afgørende for mig. Han talte til mig og – vigtigst af alt – behandlede mig som en af hans ’spillere’. Det var mit indtryk dengang. Jeg var hverken den fremmede Tarek, nyflytteren Tarek, palæstinensiske Tarek, muslimske Tarek eller søn af en flygtning-Tarek i hans blik. Han talte til os som et kollektiv med hvert vores ansvar for os selv og hinanden, hvilket kun bandt mig mere sammen med mine medspillere. Det kan være, jeg romantiserer min tid i GGF, og at mine erindringer er farvet af den glæde, som ventede på mig, når en perfekt aflevering landede foran mine fødder, men jeg husker ikke, at der nogensinde blev talt til mig fra trænersiden eller fra forældrene på en måde, der indikerede, at jeg ikke hørte til i klubbens fællesskab. Tværtimod.
Jeg tænker tit på eleven fra klassen, som inviterede mig med i hallen, og på træneren, som holdt fast i, at jeg skulle begynde, og den betydning, det fik for min barndom. De er medansvarlige for, at jeg fandt en plads i en usikker periode i min barndom. Teolog K. E Løgstrup har beskrevet deres rolle præcist med sin kendte formulering: ’Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre uden at han holder noget af dets liv i sin hånd’. 
 
Min hjemmebane

Fodbold tilbød en identitet. Når modstanderne til et stævne spurgte, hvor jeg var fra, svarede jeg med en bestemthed og uden tøven ’Gårslev’ uden yderligere uddybninger. Et svar, der vidnede om, at jeg endnu ikke kendte til de roller, der var forfattet til sådan en som mig eller de blikke, der uden at sige et ord krævede længere arkæologiske udgravninger af min identitet og arv. Det var før forklaringerne, jeg ikke selv havde, før fremmedgørelsen, jeg ikke ejede ordene til at begribe, dengang jeg bare var en miniputangriber fra GGF og stadig lidt endnu uden for kategori.  Det er ikke fordi, jeg ikke oplevede racisme, jeg var heller ikke den eneste på holdet med minoritetsbaggrund, men jeg elskede spillet for meget til at tage det ind, som den gang modstandernes træner beordrede sit hold til, at de skulle mandsopdække ’ham perkeren’ og pegede på mig. Jeg hæftede mig ikke ved, at han sagde perker, men tog det blot som et udtryk for, at jeg var så god, at jeg skulle mandsopdækkes. Jorden under mine dupper rystede ikke. Fodboldspiller var min hovedidentitet som barn, og først hvis den blev betvivlet, rørte det mig. 

Det skete en sommereftermiddag, da jeg var blevet lidt ældre, hvor jeg, mine søskende, lille fætter og kusine spillede på Gårslev stadion. Det var uden for sæson. Pludselig løb nogle berusede mænd i deres tyvere hen til os og råbte, at vi skulle forsvinde, fordi banerne kun var ’for hvide’. Jeg havde aldrig set dem før. Deres øjne rummede et indebrændt had, som vi børn ikke vidste, hvor kom fra, men frygtede nok til at flygte fra. Vi samlede bolden op og forlod stedet ydmygede.  
 
Oplevelsen var ikke karakteristisk for min tid i Gårslev eller klubben, men at blive jaget væk fra det sted, jeg følte mig allermest hjemme, efterlod en rift i min selvforståelse. I dagene efter cyklede jeg tilbage til fodboldbanerne og øvede skud på mål. Sådan generobrede jeg min hjemmebane, sådan sagde jeg fra over for dem, der fortalte mig, at jeg ikke hørte til her.  
 
Mit spil var ikke nødvendigvis det smukkeste, vi tabte de fleste af vores kampe. Men følelsen i min krop af at høre til et sted, og den lykkelige fornemmelse det medførte, var jeg parat til at kæmpe for, for den blev i min krop efter fodbold og fulgte efter mig med hen til rampen i klubben, hjemme hos mine venner og min nye have i Gårslev, hvor jeg havde friheden til være hvem som helst af mine idoler og derfor også mig selv. Ronaldo, når jeg driblede, Cantona, når jeg tacklede og Ebbe Sand, når jeg tæmmede bolden med brystet. Og selvfølgelig mig selv, når jeg scorede.
 
Tarek Omar (f. 1987) er uddannet historiker og journalist fra Syddansk Universitet. Han er debatredaktør på Dagbladet Politiken og forfatter. Hans seneste bog er romanen Sønner af mænd (Politikens forlag). Han er vokset op i Vejle og i Gårslev med sine to søskende og forældre, der kom til Danmark som flygtninge fra Libanon.