Sportspsykolog: Hvorfor råber du efter spillerne?
Alt for mange fodboldtrænere råber for meget og forkert af deres spillere under kamp og til træning, lyder det fra en ekspert, som advarer mod mistrivsel hos spillerne.
Det kan være okay at råbe efter sine spillere. Men der skal være et klart formål med det, lyder det fra en ekspert. Foto: Fodboldbilleder.dk
- Står der trænere inden en OL-finale i svømning og råber og skriger af atleterne? Nej vel. Fordi udøverne skal have ro til at præstere. Alt for mange fodboldtrænere råber bare for at råbe.
Ordene kommer fra Carsten Hvid Larsen, som er sportspsykologisk konsulent ved Team Danmark og mentaltræner hos OB. Ifølge ham er der alt for mange fodboldtrænere, som står og råber bevidstløst af deres spillere kamp efter kamp.
Det er et problem, for de tankeløse tilråb er i bedste fald være virkningsløse og kan i værste fald skabe mistrivsel hos spillerne.
Hvorfor råber du?
Det er ikke i sig selv skidt at hæve stemmen under en kamp, lyder det fra Carsten Hvid Larsen. Men det er vigtigt at spørge sig selv, hvorfor man råber efter spillerne i en given situation.
- Det er vigtigt, at man som træner spørger sig selv om, hvad man ønsker at opnå ved at råbe til spillerne. For hvis man kontinuerligt bare råber og råber, så tjener det ikke et formål, lyder det fra eksperten, som har en Ph.d. i talentudvikling og sportspsykologi fra Syddansk Universitet.
- Nogle af de trænere, jeg har arbejdet med, som har været dygtige til at kommunikere fra sidelinjen, har været stærkt beviste om, hvad de råbte og hvorfor de gjorde det. De kunne f.eks. øge intensiteten med stemmen og var generelt bevidste omkring, at ”okay, det er nødvendigt, at jeg råber det her nu, for det ville være godt for den og den spiller”, lyder det fra Carsten Hvid Larsen, som blandt arbejdede med de danske atleter ved OL i Rio i sommer.
Drop bebrejdelserne og bliv konstruktiv
”Hold kæft, det var dårligt afleveret, Julie”, ”Vågn nu, Pelle” og ”Hvad fanden laver du, Peter”. Det er især, når tilråbene fra sidelinjen bliver bebrejdende og ukonstruktive, at de kan skabe usikkerhed hos spillerne, fortæller Carsten Hvid Larsen.
- Råb og skrig kan skabe det modsatte af trivsel, nemlig mistrivsel. Tit er råbene blot bebrejdelser, men det er meget bedre for spillerne med positiv og anerkende feedback, så man kan arbejde på at blive bedre. Man er som træner nødt til at spørge sig selv om det er det rart at blive fastholdt i noget, som man ikke lykkedes med og spørge sig selv, om man virkelig tror på, at det stimulerer spillerne til at gøre det bedre næste gang, siger mentaltræneren, som peger på, at det er vigtigt, at tilråbene er konstruktive og peger i en retning.
- Det, der ofte går galt, er, at det bliver trænernes egne følelser, som kaprer dem, og som så bare bliver formidlet videre til spillerne. Men vil det hjælpe spillerne med at løse situationerne på banen, spørger Carsten Hvid Larsen retorisk.
Råb kan være en nødvendighed
Ifølge mentaltræneren er konsekvensen, hvis man råber meget til kamp og til træning, at man får spillere, som er gode til at gøre, hvad der bliver sagt. Men man vil også få spillere, som ikke bliver særligt gode til at agere på egen hånd.
- Vi vil jo gerne have spillere, som kan træffe beslutninger selv. Spillere, som er selvstændige og robuste. Men for at det kan lykkes, så skal man sørge for at skabe rammer for dem i stedet for at lave præcise instruktioner, siger Carsten Hvid Larsen, som dog godt mener, at det kan være nødvendigt at hjælpe spillerne på vej i løbet af kampen.
- F.eks. hvis man går til pause med en 1-0-føring og har momentum, så ser man ofte, at der typisk sker det, at holdet mister fornemmelsen af, hvad det lige var, de gjorde så godt. Det glemmer de simpelthen. Der kunne det godt være dig som træner, som er bevidst om det, og som minder dem om det. Du kan råbe til spillerne, at de bliver nødt til at sidde tættere på deres modstandere, presse højere eller noget helt tredje. Der er det på sin plads og i orden, fordi det har en funktion, lyder konklusionen fra mentaltræneren.
