KOMMENTAR:

Af Jørgen Rasmussen, formand for DBU Jylland Børn, og Bent Clausen, formand for DBU Jylland.

Er frivillighed i idrætsmæssig forstand en perfekt model? Nej, det kan man nok ikke påstå.

Men i en generel uperfekt verden er frivilligheden noget af det allerbedste, der findes.

For den gør livet bedre.

Den skaber grundlag for fællesskab og oplevelser på tværs af alder, køn, kultur og økonomisk formåen, og den er med til at forme børn og unge.

Alt det kan den, fordi den er drevet af mennesker, der vælger at give noget af det mest dyrebare der findes, nemlig deres tid, for et større formål.

Den besværlige frivillighed

Men frivilligheden kan da i høj grad også være temmelig besværlig. Og nogle gange slår den heller ikke til. Det kan mange foreningsledere nok skrive under på.

For det er ofte svært at finde hoveder, hænder og hjerter nok. For eksempel trænere til alle hold.

Ja, faktisk findes der vel næppe mange forenings- eller medlemsundersøgelser i dansk idræt, hvor klubberne ikke udpeger rekruttering af frivillige som en af de allerstørste udfordringer.

Det er der med andre ord ikke noget nyt i.

Men det er ikke ensbetydende med, at modellen er dårlig.

Præmissen er forkert

Derfor giver det heller ikke mening at konkludere, at frivilligheden ikke kan levere, hvad der forventes, som Maja Pilgaard, chefanalytiker ved Idrættens Analyseinstitut, gør det i sit debatindlæg på Idrætsmonitor.

Efter vores opfattelse er præmissen grundlæggende forkert og en bagvendt måde at anskue frivillighed på.

Vi mener, at frivilligheden skal betragtes som en kæmpe ressource, som er drevet af det nære og det meningsfyldte, men samtidig i et større perspektiv bidrager positivt til samfundsregnskabet på ufattelig mange måder.

Maja Pilgaard skriver, at hun ikke har som intention at kritisere de frivillige, men det er desværre det, som står tilbage.

Vi mener, at man i stedet bør hylde frivilligheden.

For frivilligheden er præcis årsagen til, at vi som klubber og fodboldorganisationer overhovedet kan tilbyde fodbold til mange tusinde børn og unge – og endda til en udgift, som langt de fleste familier heldigvis kan betale.

Det overser Maja Pilgaard desværre.

Fællesskaber for alle

Den danske foreningsmodel er noget, som mange andre lande misunder os, og vi er utrolig stolte over, at vi i vores fodboldkultur kan inkludere tusindvis af børn og unge, som hverken er talenter eller kommende topspillere.

Vi leverer med andre ord ikke kun fællesskaber for de bedste, slet ikke.

Hvad er hemmeligheden? Det er frivilligheden….

Ingen – hverken vi som organisationer eller foreningerne – kan selvfølgelig garantere trivsel for alle, formuleret det på den måde, som Maja Pilgaard gør. Det har vi heller aldrig påstået. Og hvem kan det, i øvrigt? Det kan folkeskolerne f.eks. heller ikke – trods mange dygtige ansatte.

Det ville da i øvrigt også være et helt urimeligt ansvar at pålægge foreningslivet og de mange frivillige.

Men foreningslivet bidrager i samspil med mange andre aktører – skoler, fritidsklubber, ungdomsklubber, sociale indsatser og så videre – til at skabe gode miljøer og positive rammer for danske børn.

Vores fineste opgave

Alligevel kritiserer Maja Pilgaard os for at fralægge os vores ansvar.

Det vidner måske om en manglende indsigt i, hvad vi arbejder med til dagligt. For som rendyrket breddeorganisation er vores fineste kerneopgave præcis indsatsen for, at der findes et fodboldtilbud til alle, som måtte ønske det.

Gør vi det så godt nok? Ja, det kan man jo altid diskutere.

Samtidig efterlyser Maja Pilgaard en mere ærlig debat om virkeligheden, og det er jo netop præcis den dialog, som vi helt bevidst bidrager til med vores budskab om forældres engagement.

For eksempel arbejder vi som organisation kontinuerligt sammen med vores medlemsklubber for at synliggøre frivillighedens værdi og betydning i dagligdagen.

Og det ligger ikke altid lige til højrebenet.

For der er ofte nogle forældre, der har en opfattelse af, at en idrætsforening er en pasningsordning, og at man ikke behøver at bidrage med andet og mere end kontingentet. Derfor er det en vedvarende indsats for os at oplyse om og undervise i, hvad en forening faktisk er – og dermed forhåbentlig give endnu flere børn adgang til foreningslivet.

Hvor er forældrene?

Maja Pilgaards eget håndbold-eksempel underbygger jo ganske fint problematikken. Man har fundet to unge til at træne A-holdet, men ingen til C-holdet. Hvor er forældrene henne, spørger vi så forsigtigt? Frivillige er jo ikke noget, som man trækker i en automat. Eller blot hyrer andre til. Frivilligheden er noget, som vi alle er nødt til at bidrage til. Også når vi har travlt med alt muligt andet.

Betyder det, at vi skal give op, hvis det mislykkes? Bestemt ikke.

I stedet for at kritisere frivilligheden og foreningslivet for ikke at slå til, vil vi opfordre til, at man anerkender og hylder alle de frivillige for den indsats, som de rent faktisk bidrager og lykkes med.

Frivilligheden er ikke perfekt, men det er en umådelig stor kraft, som kan bidrage med rigtig meget, men det bør altid ske i respekt for og i samspil med de frivillige selv og foreningslivet.