Bolden rammer hælen lidt for meget, og i stedet for ende for fødderne af den dybdeløbende medspiller, ender bolden bag ham og triller ud over den nyopkridtede sidelinje.

Det er tredje fejlaflevering i kampen af U12-spilleren, som med en automatreaktion drejer hovedet ud mod sin far på sidelinjen, som ikke længere kan skjule sin frustration. Med løftede øjenbryn og himmelvendte håndflader gjalder det udover de dugvåde fodboldbaner:

”Hvad sker der Oscar?! Du er er da helt væk!”, lyder det fra den dybt engagerede far. Oscars mor har ikke set situationen og tager hverken notits af Oscars fejlaflevering eller farens frustration. Hun har begravet sig i mobiltelefonen og Instagrams uendelige strøm af livsmæssige glansbilleder. ”Men jeg er her da”, tænker hun. ”Jeg er her for Oscar”, resonerer hun sig hurtigt frem til og surfer videre.

- Det er i langt de fleste situationer rigtig godt, at mor og far tager ud og kigger på, når deres barn spiller fodbold, men det man helt overordnet skal have for øje, som en forælder til et fodboldspillende barn, er, at ens tilstedeværelse ikke fører til et øget pres eller decideret utilpashed og flovhed hos barnet, lyder det fra Jannie Berthelsen, som er Cand. Scient. i Idræt med speciale i sportspsykologi, og som arbejder med sportspsykologi til dagligt.

Små bliver forvirrede – store pinlige

Jannie Berthelsen er såkaldt forperson hos Dansk Idrætspsykologisk Forum, og ifølge hende skal vi som forældre være klar over, at der bør være en overensstemmelse mellem det vi kommunikerer til vores børn omkring deres sport, og den måde vi agerer under kampen. Når vi siger, vi vil gøre ét, men gør og kommunikerer noget andet, når kampen er i gang, så forvirrer det børnene og skaber mistillid.

Hvis vi hjemmefra fortæller Oscar, at det vigtigste er, at han har det sjovt og får noget motion, men at vi så er helt oppe i det røde felt og resultatfokuseret, når kampen er i gang, så er der et forvirrende skisma, som barnet ikke kan afkode, siger hun og understreger, at børns alder og modenhed er afgørende i den måde, de afkoder og forholder sig til forældrenes adfærd.

Hvis vi kigger på de 8-12-årige, så vil de typisk undre sig over, hvorfor forældrenes adfærd og reglerne tilsyneladende er forskellige fra arena til arena. Man gør og siger noget i hjemmet og noget helt andet på fodboldbanen. Hvis forælderens adfærd afviger meget fra det, de kommunikerer som forventet eller ønsket adfærd, så virker det blot endnu mere forvirrende, siger Jannie Berthelsen, og fortsætter.

- Ved 11-12-års alderen får børnene i højere grad have fokus på, hvornår og for hvad, de bliver rost. ”Jeg bliver rost for mine resultater. Det er derfor vigtigt, at jeg præsterer, og jeg er ikke god nok, vi jeg taber eller ikke scorer”, vil være et typisk ræsonnement. Når de bliver lidt større, bliver de mere opmærksomme på, hvordan de bliver opfattet som menneske af deres jævnaldrende og andre omkring dem. Og så er det, at det bliver pinligt, når mor og far træder over grænsen. Børnene tænker i højere grad, at ”det har jeg ikke lyst til at være en del af – folk skal ikke vide, at min mor og far er sådan”. Det bliver for svært at være i for mange, og det er kan blive så grelt, at børnene mister glæden ved sporten, advarer Jannie Berthelsen.

Vi må ikke identificere os igennem børnenes sport

Når vores børn går til sport, bruger vi ofte en del tid på det som familie. Det må dog ikke gå så vidt, at børnenes sport bliver for stor en del af de voksnes selvbillede, lyder det fra Jannie Berthelsen, som i sit firma, Mind Your Sport, blandt andet lever af at rådgive forældre til at støtte sit barn bedst muligt i sin sport.

- Det er vigtigt at vi som forældre ikke identificerer os selv igennem vores børns sport. At vi ikke præsenterer os som ”jeg er far til Oscar, som er god til fodbold”. Det lægger helt overordnet et pres på børnene og giver dem den opfattelse, at deres sport er centrum for familiens planlægning og succes, fortæller hun, hvilket i nogle tilfælde kan resultere i at barnet kan føle sig “fanget i sporten”. Hun understreger, at den bedste måde at støtte på, er ved at være til stede – og at være opmærksom. Blandt andet ved at man tager en mobilpause.

- Gem mobilen væk, når du er afsted for at se dit barn træne eller spille kamp. Det kan ikke siges hyppigt nok. Det er vigtigt, at barnet kan se, at forældrene følger med i, hvad der sker på banen og at de kan få visuelt kontakt med dem, hvis de er til stede. På den måde ved barnet, at man er følger med uden at man blander sig, og så kan man tale med, hvis barnet bringer en eller flere situationer op efter kampen.

Giv aldrig kritik på barnet som person

Så opmærksomhed er en god ting, ifølge den sportspsykologiske rådgiver, men det behøver bestemt ikke være højlydt, understreger hun også. Jannie Berthelsen ser gerne, at det er træneren, som har den verbale styring af begivenhederne på banen.

Lad træneren om at guide og hjælpe på vej. Det skal en træner. og bliver man ked af en teknisk instruktion fra sin træner, så går man jo hjem fra fodbold på et tidspunkt. Men som mor og far er det faktisk lige så fint, du bare er stille, og at barnet kan stole på, at jeres relation aldrig er på spil eller præstationsafhængig. Ros og opmuntrende tilråb kan være fine hos de helt små, men allerede når de bliver otte, ni eller ti år gamle, så er det min erfaring, at det er lige så godt blot at være der, siger Jannie Berthelsen inden hun, med mere bestemthed i stemmen, understreger, at det er vigtigt, at den eventuelle kritik man skulle blive friste til at give barnet, aldrig går på barnet som person.

- Det allerværste er at kritisere dem på deres person. ”Du er langsom”, ”Du er dårlig til det og det”. Den kritik kan de ikke bare lægge fra sig efterfølgende, så det skal man holde sig fra. Hvis vi endelig skal sige noget i en situation, hvor det ikke gik som håbet, så sig hellere ”Det var en dårlig aflevering” i stedet for at sige ”du er dårlig”, fortæller Jannie Berthelsen.

Pas på med at barnets sport bliver din identitet

For Oscar i det indledende, tænkte eksempel kan råbet fra hans far altså koges ned til at være skæv af to årsager. Dels fordi, råbet går på Oscar som person, men også fordi, det kan virke som om, at han går for meget op i sin søns præstation. Desværre kan det være svært for Oscar at sige fra over for faren, vurderer Jannie Berthelsen.

Det kan være en svær samtale at have for barnet, at fortælle mor eller far, at ”jeg er ikke så vild med, at du bliver så sur, når vi spiller”, eller “jeg har faktisk ikke så meget lyst til at spille fodbold mere” uanset hvad grunden til det måtte være. Måske er Oscars fodbold blevet en hel identitet for hans far, og det er faktisk her, det for alvor går galt. For de børn, som bliver mest påvirket af adfærden på sidelinjen, er ofte dem, hvor sporten er blevet for stor en del af forældrenes identitet. Når mor og far nærmest bliver deprimerede, når barnet taber eller får en skade, så lægger det et kæmpe pres på barnet, vurderer Jannie Berthelsen.

- Det bliver meget sårbart, hvis barnets fodbold fylder det hele. Det er ekstra hårdt for de børn, som sover i favoritklubbens sengetøj, hvor meget af deres samvær med vennerne også handler om fodbold og som fornemmer, at forældrene tilsidesætter alt andet. Som forælder skal man huske på, at der også er en værdi i ikke at gå 100 procent ind i sporten. Det er paradoksalt, men det kan give mening for børnene have lov til netop at være børn. Og det er alt andet lige forældrenes rolle, for hverken trænere eller klub har ansvar for at børnene har “præstationsfrie rum”. At have dage, hvor de ikke skal noget andet end at ligge på sofaen, spille et brætspil eller have en legeaftale, lyder rådet.