KOMMENTAR:

Af Claus Dall, formand for DBU Jyllands frivillighedsgruppe og formand for Haderslev FK

Er det danske foreningsliv blot et simpelt instrument, man kan trække op af skuffen og bruge til at løse velfærdssamfundets udfordringer?

Det synspunkt anlægger Henrik Høy-Caspersen i et indlæg på Idrætsmonitor, hvor han fremfører, at idrætslivet i højere grad end i dag skal indtænkes af bl.a. kommunerne til at understøtte velfærd, rehabilitering og sundhed i det danske samfund.

En sådan tilgang til foreninger og frivillige vender i mine øjne helt forkert. Og det vil i sin yderste potens ikke alene betyde, at man dræber fundamentet for enhver form for handle- og skaberkraft hos de mange frivillige. Det vil samtidig - som en giftig sideeffekt – underminere foreningslivets unikke evne til at skabe sammenhængskraft i vores lokalsamfund.

Et fantastisk fællesskab

Jeg har selv glæden af at være formand for en fodboldklub med omkring 300 frivillige. Det er et fantastisk fællesskab, drevet af en fælles ambition om at gøre noget godt for nogle andre, og min oplevelse er, at alle disse mennesker først og fremmest er frivillige, fordi de ønsker at bidrage til at skabe en masse aktiviteter for byens børn og unge, og fordi de ønsker at tage et medansvar for deres lokalsamfund.

De har til gengæld helt sikkert ikke meldt sig som frivillige, fordi de har et brændende ønske om at løse opgaver for kommunen.

Foreningslivet er med andre ord ikke at betragte som en brik i et samfundsspil.

Foreningslivet og de mange tusinde frivillige er til gengæld en urkraft, som under de rette vilkår kan være med til at skabe enorm værdi og betydning. Også for en kommune, og for vores samfund som helhed.

Frivillighed for milliarder

Og det sker jo i særdeles høj grad allerede. I en samfundsanalyse som DBU fik foretaget i 2017, viste resultaterne, at fodboldens frivillige årligt skaber en samfundsværdi svarende til omkring fire milliarder kroner i forhold til bl.a. forebyggende sundhedstilbud, integrations- og beskæftigelsesprojekter og lokalt sammenhold.

Bare tænk på, hvad en lokal klub betyder for et barns trivsel, sundhed, sociale udvikling o.s.v. Eller hvad med den kendsgerning, at voksne som ellers aldrig ville mødes, pludselig står med et fælles ansvar for en træning af en flok fodboldpiger.

Den lokale forening er stedet, hvor vi mødes på kryds og tværs af sociale forskelle, og hvor vi i fællesskab og via dialog får tingene til at fungere. Når man med bekymring kigger ud i den store verden i denne tid, er det i høj grad noget, som er værd at værne om.

Vi ønsker ikke, at man skal kommunalisere idrætten i Danmark. Men synergien er inden for rækkevidde, hvis vi møder hinanden under de rette rammer og i en gensidig forståelse. Claus Dall, formand for DBU Jyllands frivillighedsgruppe og formand for Haderslev FK

Men hele dette samfundsbidrag skal naturligvis ske i en ånd og under nogle rammer, som foreningerne og de frivillige selv er med til at definere og forme.

Og fakta er jo tilmed, at der allerede i dag findes en velfærdsdagsorden i idrætten, også når det gælder de særlige målgrupper. I min egen verden, fodbolden, indgår vi – både som organisationer og klubber - allerede aktivt i en lang række Velfærdsalliancer med kommunerne, hvor nogle af indsatserne bl.a. understøtter langtidsledige, psykisk sårbare, hjemløse, kræftpatienter, demente o.s.v.

Konstruktionen omkring disse tiltag sikrer, at fodboldklubberne og de fodboldfrivillige bidrager med det, som de er gode til og brænder for – nemlig fodbold, frivillighed og fællesskab. Til gengæld sikrer kommunernes dygtige folk de faglige rammer, som gør, at initiativerne rent faktisk giver mening for alle implicerede.

Synergien er inde for rækkevidde

Vi ønsker med andre ord ikke, at man skal kommunalisere idrætten i Danmark. Men synergien er inden for rækkevidde, hvis vi møder hinanden under de rette rammer og i en gensidig forståelse.

I princippet kan man sige, at det kommunale system og foreningslivet kører i to parallelle spor, men hvis der er nysgerrighed, åbenhed og gensidig respekt, kan vi sammen skabe et nyt fælles tredje til gavn for en masse mennesker.

Det forudsætter imidlertid, at man som samfund forstår, at det fortsat er frivilligheden og foreningslivet, der er omdrejningspunktet, når det handler om idrættens rolle. Det er os, der skal have A’et i forhold til vores bidrag, hvis vi skal være med.

Så hvis man tror på idrættens betydning, er det eneste rigtige derfor at satse på en strategi, der styrker foreningslivet. Som understøtter frivilligheden og sikrer en kompetenceudvikling af den frivillige sektor. Som fjerner unødigt bøvl og bureaukrati for de frivillige. Og som sikrer idrætten adgang til gode og moderne faciliteter.

På den måde vil man fortsat kunne frigøre det store potentiale, som foreningslivet rummer.

Indlægget har også været bragt af Idrætsmonitor.