Kommentar: Bagsiden af de gode intentioner

Rigtig mange danske børn er medlem af en idrætsforening.

Det gælder dog ikke i samme omfang udsatte børn, der er mindre aktive i organiserede fritidsaktiviteter end børn generelt.

Det kan skyldes manglende overskud hos forældrene. Eller det kan skyldes, at familien simpelthen ikke har råd.

For at støtte disse børn og give dem fritidsmuligheder på lige fod med andre jævnaldrende udstyres de af mange kommuner enten med delvis eller fuld betaling af kontingentet til f.eks. fodboldklubben, mange steder under betegnelsen fritidspas.

Dermed åbnes dørene til fritidsaktiviteter, som ellers ville være lukket land.

Og det er af rigtig mange årsager positivt.

For i fodboldklubben lærer man mere og andet end finter, driblinger og indersideafleveringer. Her foregår inklusion og integration på daglig basis – formentlig uden at disse begreber nævnes på denne måde. De fleste kalder det bare fællesskab og almindelig sund fornuft.

Her lærer børn at give plads til hinanden, at være ihærdige, at tage ansvar, at være gode kammerater, at møde til tiden og meget andet.

Lidt flot sagt er det i fodboldklubben, at man uddannes til at være en god samfundsborger, til gavn og glæde for én selv, men i høj grad også for mange andre.

Der er med andre ord ikke noget at sige til, at rigtig mange politikere er meget begejstrede for Fritidspasset.

Fritidspas kan ikke stå alene
Udfordringen er blot, at hvis der ikke er tilstrækkeligt med frivillige i foreningslivet, så risikerer tilgang af flere medlemmer - og endda nogle, der kræver flere ressourcer i klubberne – i sidste ende at bringe lokale foreninger i knæ.

For det er ikke en selvfølgelighed, at der står frivillige klar til at træne hvert eneste hold og løse de mange opgaver, der findes i en idrætsforening. Det er en udfordring, som de fleste klubber kæmper med hele tiden.

Og når man skal omfavne børn, der f.eks. ikke har forældre-opbakning, har det naturligvis også konsekvenser for en forening. For det er ikke mindst blandt forældrene, at der findes ressourcer til at hjælpe til ved træningen, arrangere sociale aktiviteter, sikre transport til kampe, vaske tøj, osv.

Rent økonomisk dækker kontingent og et kommunalt aktivitetstilskud heller ikke udgifterne til et medlem. Den klub, hvor jeg har været frivillig igennem mange år, Haderslev FK, har på et tidspunkt regnet ud, at kontingentet dækker omkring 25 procent af udgifterne, men det varierer naturligvis fra klub til klub. Resten af pengene skal klubben selv finde via sponsorater og andre tilskud. Og ja, denne opgave løftes såmænd også af klubbernes frivillige.

Løsninger skal findes, før fritidspasset tilbydes
Hvordan løser vi så udfordringen?

Ja, for at dette kan lykkes, skal politikerne først og fremmest aktivt være med til at sikre, at der rent faktisk er velfungerende foreninger med ressourcestærke frivillige. Det vil med andre ord sige, at man skal hjælpe idrætsklubberne med at skaffe frivillige, FØR fritidspasset tilbydes.

Som idrætsorganisationer og foreninger er rekruttering og fastholdelse af frivillige noget, som vi arbejder med hver eneste dag. Men vi har behov for øget fokus på dette område. Kan der f.eks. laves en national frivillighedsstrategi? Eller en lokal i kommunen? Naturligvis ledsaget af de nødvendige ressourcer.

For vi må ikke bare tro, at idrætsforeningernes frivillige kan løse alverdens problemer uden opbakning. Vi skal værne om vores frivillige, så de ikke kaster håndklædet i ringen. For så er der netop ingen til at tage sig af alle børnene – heller ikke de socialt udsatte.

Derfor skal rækkefølgen være, at kommunerne som det allerførste prioriterer, at der i lokalsamfundene findes et robust foreningsliv med tidssvarende og tilstrækkelige faciliteter og frivillige, der føler sig anerkendt, hørt og respekteret. Så vil der naturligt være grobund for og overskud til at skabe værdi for ikke blot medlemmerne, men hele lokalsamfundet.


Ovenstående er også bragt i Idrætsmonitor.