Vær ambitiøs, børnetræner – men vær det ordentligt

”Unger, kom lige herover, når I har drukket en tår vand. Tak for i dag! Har det været sjovt?”.
”JAAHH!”.

Det er kampdag for klubbens to U9-hold. Solskin, lørdag formiddag og masser af glade børn. Det burde være alle mennesker forundt at være en del af det. Det er himmelsk.

De fleste gange i hvert fald.

For indimellem, ganske sjældent heldigvis, er der trænere og forældre, som glemmer, at det er børn på banen. Børn som bliver påvirket, negativt såvel som positivt, af de voksne omkring fodboldholdene. Hvis trænere og forældre opildner til hårdt og aggressivt spil, vil børnene forsøge at leve op til det ud fra deres børnelogik, hvilket kan give grimme tacklinger eller trælse tilråb på banen.

Det fører altså intet godt med sig, hvis du som træner råber, instruerer eller gejler dine 9-årige spillere, som var det en seniorkamp.

Den kedelige kendsgerning er, at vi hos DBU Jylland i år har modtaget en håndfuld formelle klager over fodboldkampe spillet i børnerækkerne, enkelte af dem blev endda afbrudt før tid pga. utryghed hos den ene part. Bevares. Det er måske cirka 10 kampe ud af tusindvis af opgør i DBU Jylland-regi, der oplever den her type problemer. Men det er alligevel noget, vi ikke har oplevet tidligere i det omfang.

Det er episoder med hårde frispark, skub i ryggen, høje albuer, eftertacklinger og grimt sprogbrug på banen. Ting som i sagens natur intet har at gøre på en fodboldbane – og da slet, slet ikke, når der er tale om børnefodbold.

Børnenes opførsel er de voksnes ansvar
Børneholdene bliver som regel trænet af ivrige forældretrænere, og dem skal vi værne om og passe på. For de er ikke bare kegleflyttere, snørebåndsbindere og 100-metermestre i at give high-fives og samle overtræksveste.

Forældretrænerne er på stort set alle børnehold i vores mange, jyske fodboldklubber. De er selve fundamentet, skelettet og væggene, der får de enkelte hold og årgange til at stå.

Og uden dem kunne børnefodbolden, som vi kender den, ikke eksistere.

De er som oftest engagerede, vellidte, ambitiøse og gør deres allerbedste for, at ungerne trives og udvikles på grønsværen med den lille runde. Der er et hav af hensyn at tage, når 10, 20 eller 30 børn med vidt forskellige baggrunde og forudsætninger skal forenes i en samlet fodboldaktivitet: Hvornår skal man niveaudele dem? Hvem skal med på hvilket hold? Hvilke øvelser passer til gruppe A, B og C?

Tilsæt desuden alle de praktiske opgaver med tilmelding til kamp, koordinering af spillertøj og don’t get me started med de øvrige forældres involvering og utallige spørgsmål. Der er altså rigeligt at se til.

Alle de her opgaver bliver dog skubbet i baggrunden, når det er tid til essensen af træneropgaven, nemlig kampene. Det er nektar for sjælen, og er i langt, langt de fleste tilfælde gode oplevelser for både børn og voksne.

Når børn spiller fodbold, er det de voksnes ansvar, at det foregår i de rette rammer. At der er god stemning fra sidelinjen, og at især trænerne ikke glemmer det vigtigste; at det er sjovt og en god oplevelse for alle på banen, både egne spillere, men også modstanderholdets.

Børnene skal spille mod hinanden, men de voksne omkring holdene skal spille sammen om at give børnene de bedste oplevelser.

Der er i føromtalte børnekampe tale om trænere, som råber ”der er ingenting, spil nu videre!”, mens et otteårigt barn ligger og græder på banen efter et sammenstød. Og jeg har set videodokumentation fra en børnekamp for et frispark, som nemt kunne udløse et rødt kort i seniorfodbold.

Det er selvfølgelig helt uacceptabelt og meget langt fra de oplevelser, som nogen ønsker for deres børn.

Fodbold skal drives af en indre motivation
Hvis de hårde tilråb og den snigende militaristiske tilgang er et forsøg på at hærde spillerne til et liv som professionelle, er jeg nødt til at sige, at det er ganske forfejlet.

For der findes ingen dokumentation for, at fodboldspillere bliver bedre af at agere elitært fra barnsben. Tværtimod. Overvej fx lige; hvordan kan lille Danmark være med blandt de bedste landshold i verden på både herre- og kvindesiden – og opflaske store internationale fodboldstjerner på stribe? Og hvordan kan det være, at Kina med deres 25.000 statslige fodboldskoler ikke er lykkes med at kvase den øvrige fodboldverden – og mig bekendt ikke har haft held til at opdyrke én eneste verdensklassespiller?

Det er jo i virkeligheden ulogisk.

Medmindre fodbold, som jeg tror på, skal drives af en indre glæde og motivation. Ikke tvang og pres. Fodbold skal være sjovt, en leg. Ikke mindst for børn. Hvis de så lidt senere i livet har fortsat fodboldglæde og måske endda talent, skal de nok få mulighed for at udvikle sig i et elitemiljø med pres fra forældre, øvrige spillere og højtråbende trænere.

Men skån dem for det i børnefodbolden.

Så kære børnetræner, vær ambitiøs og sigt højt. Brug tid og kræfter på at udvikle holdet og de enkelte spillere. Hav som målsætning at skabe de bedste og mest trygge rammer for jeres fodboldglade børn. Det er det, børnene har brug for. Ikke pres og hårde tilråb.