Min mening: Giv de frivillige arbejdsro
De jyske fodboldklubber er dybt afhængige af engagerede, frivillige kræfter. Derfor skal vi passe på, at vi ikke dræner dem med brok og krav.
”Bzzzzzzz, bzzzzzzz”. Mobiltelefonen vibrerer i vindueskarmen og lyser soveværelset op. Selv om klokken er to om natten, så er det en besked fra Messenger, som vækker den sovende fodboldtræner.
”Hvorfor er Oskar ikke med i weekenden? Hilsen Anne, Oskars mor”, lyder beskeden, som den nu lysvågne, frivillige ildsjæl kan læse i nattens mulm og mørke.
Ovenstående scenarie er et, som jeg har konstrueret til dette debatindlæg. Det betyder desværre ikke, at det er ren og skær fiktion. For rigtig mange af de op imod 30.000 frivillige, jyske fodboldledere oplever alt for ofte, at de i stedet for ros og skulderklap må bruge en stor del af deres energi på at håndtere utilfredse forældre. Trænere og ledere må stå på mål for alt lige fra at skulle forsvare, at et barn starter en kamp på bænken, til at klubben bruger for mange penge på førsteholdet.
Det er i min optik helt og aldeles urimeligt. For når nu man som forælder vælger at bruge tid på på at trykke på smartphonens touchskærm eller laptoppens taster, så bør man først have spurgt sig selv om det rimelige i det, man udtrykker.
Personligt har jeg ikke mødt alle de 30.000 frivillige ledere i den jyske breddefodbold. Men jeg har talt med rigtig mange af dem. Og de siger nærmest samstemmigt, at det kan være en stor mundfuld at håndtere utilfredse forældre. At det dræner dem for energi.
Forstå mig ret: Jeg forstår sagtens, at man ønsker det bedste for sine børn. Men træneren eller lederen er bare nødt til at se på det store billede. Han eller hun er nødt til at tage hensyn til de 20 andre børn, som er troppet op til træning eller kamp med forventningens glød i øjnene. Og min overbevisning er helt klart, at alle de frivillige fodboldledere og –trænere forsøger at give hver eneste lille fodboldspiller de bedst mulige vilkår. Og når Oskar ikke er udtaget til weekendens kamp, så er det sikkert fordi, at det er Sylvesters eller Daniels tur til at komme på holdkortet.
Det er også vigtigt at huske, at når man er frivillig fodboldleder eller -træner, så er man netop det: frivillig. Man gør det fordi, man har lyst. Fordi, man brænder for at gøre en forskel. Den ild må vi ikke slukke med brok og utilfredshed.
Så husk: sæt pris på de frivillige. De gør det for spillernes, holdets og fællesskabets skyld. Alternativet er meget værre: ingen frivillige, ingen fodbold, ingen fællesskab, ingen aktivitet.
Og det er der vel ingen, der ønsker.
