Min mening: Kom ind i kampen!
I dette debatindlæg argumenterer Peter Tornbo, som er frivillig klubleder og medlem af DBU Jyllands bestyrelse, for, at resultaterne i ungdomsfodbold ikke må blive så vigtige, at det går ud over spilleglæden. Det kan ren udskiftningsmatematik hjælpe til at sikre.
Fodbold handler først og fremmest om glæde, mener Peter Tornbo i denne kommentar. Foto: Skibet IF
Sommerferien er slut, og en ny fodboldsæson er i gang.
Det er en dejlig tid, men også en tid til at reflektere lidt over, hvilke grundlæggende prioriteringer vi har som fodboldklubber, såfremt vi gerne vil tiltrække og fastholde medlemmer.
Hvis der skulle være faldet nogen spillere fra jeres klub i løbet af sommerpausen, vil jeg i hvert fald anbefale, at man som ledelse tager et kig på hvorfor.
Jeg oplevede her for nylig at blive udfordret at et forældrepar, som påpegede, at der ikke var noget at sige til, at vi som fodboldklubber mistede unge mennesker, når de var henvist til udskiftningsbænken størstedelen af kampen. Jeg havde ikke umiddelbart noget godt svar, for hvordan overbeviser man en spiller om at dukke op søndag efter søndag for at se andre spille, mens man selv sidder ved siden af vanddunkene i græsset?
Som fodboldklubber er vi enormt privilegerede, når det kommer til popularitet og tiltrækningskraft, men hvis vi fremadrettet vil blive ved med at være de danske børns favoritsted, bliver vi også nødt til at se på, om vi giver dem gode nok oplevelser til at blive i klubben.
Jeg oplever desværre også selv, at nogle trænere i helt almindelige breddeklubber behandler deres børn og unge som elitespillere og sætter resultatet over alt andet.
Det bør vi kunne gøre anderledes.
Trænerens vigtigste opgave
Hvis nogen på den baggrund vil beskylde mig for at være ligeglad med at vinde eller tabe, kan jeg kun sige, at de kender mig endog ganske dårligt. Fodbold handler i sin natur om at vinde. Sådan skal det være. Og det har det altid været for mig som både træner og spiller.
Men sejre og oprykninger i ungdomsfodbolden kan være meget dyrekøbte. F.eks. hvis unødvendigt stort fokus på resultatet koster medlemmer, fordi fodboldglæden sættes i anden række.
En ungdomstræners vigtigste opgave må nu engang være at sørge for, at spillerne har det sjovt, udvikler sig og at de oplever det som meningsfyldt at deltage i træning og kamp.
Faktisk kan man som ungdomstræner vel godt have som primær målsætning, at man mindst har det samme antal spillere, når sæsonen slutter som ved sæsonstart. Ja, der skulle endda gerne være kommet flere til. I modsat fald må det være passende at se lidt indad.
Sådan får alle spilletid
Den tidligere superliga- og landsholdsspiller, Morten Bruun, blev for år tilbage interviewet i vores medlemsmagasin, Jysk Fodbold. Han beskrev, hvordan han sammen med den øvrige trænerstab formåede at holde fire U19-hold i spil i forstadsklubben, IF Lyseng. Noget som er ganske imponerende, selv i en stor by som Aarhus.
Faktisk var hans metode såre simpel.
Præmissen var, at fodbolden skulle være sjovt. Suppleret med den grundlæggende holdning, at det var helt legitimt, at fodbolden kunne komme i anden og tredje række i de unge menneskers liv.
På den baggrund stod han på mål for, at alle skulle have lov at spille kamp.
Strukturen var noget firkantet, men udskiftningsmatematik betød, at alle spillere – undtaget to (for at få systemet til at gå op) – fik minimum 67 et halvt minuts spilletid i hver kamp. Det medførte, at ingen var kede af at skulle ”starte ude”, og at alle følte sig ligeværdige.
Ligeværdigheden kan sikkert praktiseres på mange andre og lige så gode måder, men her er der i hvert fald taget stilling til at tage alle spillere alvorligt, og hermed er ideen givet videre.
For Lyseng U19 var der ikke nogen nagelfaste målsætninger på den sportslige side. Klubbens hold klarede sig ganske vist helt godt, men målet var hverken oprykning eller sejre. Derimod at man også næste år kunne stille fire hold.
Hvis en ung spiller må nøjes med fem minutter i hver kamp, mens resten af tiden bruges på sidelinjen, er der ikke noget at sige til, at man kigger andre steder hen.
Og realiteterne er bare, at alternativet lurer lige om hjørnet. Konkurrencen om de unges tid og interesse er benhård, og små årgange gør det heller ikke lettere for fodboldklubber og andre idrætsforeninger.
Derfor er der ikke råd til at tabe nogen på gulvet.
Min anbefaling er, at man som klub definerer en holdning til, at alle spillere skal i kamp og have tilfredsstillende spilletid. Det giver både flere og bedre spillere, og det har vi brug for – både nu og i fremtiden.
Jeg mener, at vi som klubledere har et ansvar for at skabe de rigtige rammer for disse ting. Det skylder vi ikke mindst alle vores mange tusinde børne- og ungdomsspillere
Med ønsket om en god efterårssæson.