Min mening: Kringlede regler gift for frivilligheden

Mange frivillige - og a-kasser - er i tvivl om reglerne for frivillighed, når man er på dagpenge eller efterløn. Foto: Henrik Bjerregrav

---

I den lille sydvestjyske landsby Tarp snører omkring 250 af byens cirka 1500 indbyggere hver eneste uge fodboldstøvlerne og løber ud på byens fodboldbaner. En hurtig omregning viser, at det tal svarer til, at en sjettedel af byens indbyggere går til fodbold i den lokale fodboldklub, Tarp Boldklub.

Det er et tal, som klubbens formand, Michael Sander Karstensen, er stolt over. Men succes i en breddefodboldklub er ikke omkostningsfrit. For den lokale ildsjæl knokler uden at få økonomisk kompensation for sit energiforbrug i klubben, så bruger han hver uge masser af timer i klublokalerne.

Det hænder, at der er nogen, som spørger den 35-årige klubmand, hvorfor han gider bruge så megen af sin fritid på andre. Men gider, det gør han. Heldigvis. De sidste 11 år har han haft sin gang i de lokale klublokaler. Og når han gennem årene er trukket i klubuniformen, så har det aldrig faldet ham ind, at han kunne få et økonomisk rap over nallerne for sit arbejde i fodboldklubben.

Men for et års tid siden blev Michael Sander Karstensen i tvivl. Han stødte på flere sager i medierne, hvor frivillige var blevet trukket i dagpenge eller efterløn for deres frivillige hverv i en forening. Og da Michael Sander Karstensen er sæsonarbejder i et campingfirma, og derfor er på dagpenge i årets koldeste måneder, satte han sig til rette med sin laptop, åbnede sin mailklient og sendte et skriv til en række forskellige a-kasser: Kan jeg risikere at blive trukket i dagpenge på grund af min formandspost i den lokale fodboldklub? Og svarene var vidt forskellige.

Mens nogle meldte tilbage, at han sagtens kunne modtage sine dagpenge samtidigt med de frivillige timer i fodboldklubben, var der andre af svarene, som gav anledning til panderynker hos Michael Sander Karstensen. Der var nemlig stor forskel på, om de forskellige a-kasser vurderede, at indsatsen i fodboldklubben skulle gå ind under kategorien ”frivillige aktiviteter” eller om der var tale om ”frivilligt ulønnet arbejde”.

Hvor der ingen restriktioner er, hvis den frivillige indsats klassificeres som ”frivillige aktiviteter”, så ser det anderledes ud, hvis man anskuer det som ”frivilligt ulønnet arbejde”. Her er der loft på, hvor mange frivillige timer, man må yde. 15 timer om ugen, lyder grænsen – hvis det er arbejde, som kunne udbydes som lønnet arbejde. Og overskrider man den, vil man blive trukket i sine dagpenge eller i sin efterløn.

Grænsen på de 15 ugentlige timer er blot en forsøgsordning, som måske, måske ikke, bliver forlænget. Alternativt ryger tallet tilbage på blot maksimalt fire timers frivilligt arbejde om ugen. Et tal, som for rigtig mange frivillige er alt for lavt. Også for Michael Sander Karstensen.

Et benspænd i en ulige kamp

For mig at se, er der flere problemstillinger i lovgivningen, som den ser ud i dag på området. Alene det, at den tilsyneladende kan tolkes så bredt, er i min optik problematisk.

Vi må ikke skabe en unødig utryghed hos de selvsamme frivillige, som er hele fundamentet i den danske foreningsmodel, som ikke mindst politikerne er så stolte af. Hvor ofte har vi ikke hørt en politiker levere en båltale, hvor vedkommende, med det knitrende, brændende træ som lydkulisse, har understreget det unikke i, at så mange danskere har lyst til at yde en frivillig indsats. Det vigtige i at bevare og understøtte frivilligheden.

Allerede i vores børnehaver har vi fokus på begreber som hjælpsomhed, samarbejde og venskaber. Positive egenskaber som vi skal forsøge at præge vores børn til at kunne efterleve. Og er det ikke netop de samme positive begreber, som ligger til grund for det valg, det er at blive frivillig? Det mener jeg.

Vi må for alt i verden ikke skabe en frygt hos de personer, som tørner ud som frivillige. ”Kan jeg blive skåret i efterløn?”. ”Får jeg økonomisk hak i tuden, hvis jeg hjælper i klubben?”.

Den slags er gift for hele vores frivillige foreningsliv. Michael Sander Karstensen har hørt om personer, som har droppet deres hverv som fodboldtrænere i den lokale klub, fordi de ikke tør risikere at blive skåret i ydelser. Argumentet hos deres pågældende a-kasser har været, at nogle personer jo får løn for at træne fodbold. Jo tak! Men hele formålsparagraffen i en lokal fodboldklub er jo netop, at den er funderet på frivillighed.

Drop paranoiaen

Reglerne er blandt andet sat i verden for at komme en potentiel ulige konkurrencesituation til livs. For hvis man kan få nogen til at udføre noget gratis, hvorfor skulle man så betale for at få det gjort?

Sagen er blot den, at virkeligheden i fodboldklubberne er en helt anden. Hvis ikke en frivillig maler boldrummet eller klipper tjørnebuskene bag mål, så er alternativet i langt de fleste tilfælde ikke, at man blot betaler sig fra det. Nej, i stedet vil konsekvensen være, at det ikke bliver gjort. Og i det spil, vil der faktisk være flere tabere.

Helt åbenlyst vil det gå ud over fodboldspillerne, 168.797 i Jylland alene, som ikke alene må tage til takke med ringere faciliteter og generelt en klub, som vil være mindre velsmurt på alle områder: Hvem skal vaske tøjet? Hvem skal påsætte dommere? hvem skal koordinere forældrekørslen til udebaneturene? Og sådan kunne man blive ved.

For de frivillige selv vil dét at blive sat i skammekrogen og ikke være i stand til at yde en frivillig indsats også være et hårdt slag. Når jeg spørger Michael Sander Karstensen, hvad det ville betyde for ham at droppe sin frivillige indsats, så svarer han helt klart og tydeligt: Et kæmpe tomrum og et farvel til et hav af lokale relationer og et, for ham, vigtigt fællesskab. Kogt helt ind til benet: Et tab af meningsfuldhed i hverdagen.

I Michael Sander Karstensens a-kasse var meldingen heldigvis, at de vurderede, at han ydede en frivillig aktivitet, og at der altså ikke var tale om et frivilligt ulønnet arbejde. Sådan var vurderingen ikke hos andre a-kasser. Der er altså i den grad mangel på konsensus omkring, hvordan man skal tolke reglerne.

Vi har behov for en klarere lovgivning. Som frivillig bør man ikke skulle forholde sig til andet end ”må jeg, eller må jeg ikke” – og noget tyder på, at mere tydelighed i reglerne også ville gavne hos a-kasserne og kommunerne.

Vi må ikke spænde ben for vores frivillige i fodboldklubberne. Vi må ikke give de varme relationer en kold skulder. Frivillighed er fundamentet i dansk foreningskultur og noget, som vi skal være stolte af og værne om. Men jeg kan høre på klubberne, at det er blevet sværere at skaffe de vitale, frivillige hænder. Derfor er der behov for, at reglerne på frivillighedsområdet er klare, utvetydige og ikke mindst lempelige.

Tvivlen var tæt på at koste fodboldspillerne i Tarp Boldklub deres formand. Det må ikke ske igen.