Min mening: Når faste rammer giver frihed

For mange piger, drenge, kvinder og mænd er to faste træninger i ugen den helt rigtige model.

---

Det er torsdag. Klokken er 18.41. Om små 20 minutter skal Mathias stå omklædt på den lokale fodboldbane. Ligesom om tirsdagen kaster han et par rene underbukser og et håndklæde ned i sportstasken, hvor fodboldstøvlerne og benskinnerne allerede ligger og venter. Han sætter sig op på cyklen og triller afsted til fodboldtræning.

Ovenstående er scenariet for rigtig mange af de 170.000 jyske fodboldspillere, som spiller fodbold i DBU Jyllands turneringer. I modsætning til alle dem, som helt frit tilrettelægger træningen, når de f.eks. tramper i racercykelpedalerne, snører løbeskoene eller trækker i fitnesstights, har rigtig mange fodboldhold nemlig helt faste træningstidspunkter.

Netop dette er de seneste år blevet udråbt som et af de allerstørste problemer for såvel foreningsfodbolden som andre tilsvarende idrætsgrene. Rigidt og oldnordisk har kritikken lydt. Moderne mennesker vil udelukkende dyrke idræt, når det passer ind i kalenderen, og vi gør det i øvrigt for at dyrke os selv, lyder konklusionen.

Men har eksperterne nu ikke lige rigelig travlt med at aflive formen på den traditionelle foreningsfodbold?

Er der ikke nogen, der opfordrer til begravelsen af en patient, som ikke alene må tage til takke med blot at være i live, men som ovenikøbet er kernesund?

Meget tyder på det.

Ni ud af ti tilfreds med træningsformen

Der er ikke noget nyt i, at mængden af seriefodboldhold gennem de seneste 20 år er blevet stærkt reduceret. Og at mange af disse fodboldspillere i stedet har bevæget sig over i andre fleksible idrætstilbud som fitness og løb.

Der er med andre ord ingen tvivl om, at forskellige megatrends i høj grad har påvirket såvel aktivitetsmængden som strukturen i seriefodbolden.

Men der er stadig flere tusinde fodboldhold, som træner flittigt på faste tidspunkter i løbet af ugen og tørner sammen hver weekend.

En dugfrisk undersøgelse fra DBU Jylland giver faktisk en gevaldig mavepumper til forestillingen om, at fleksibilitet og frihed er et kardinalpunkt for alle landets idrætsudøvere. I det mindste for alle dem, som går til fodbold. Langt størstedelen af svarene fra de flere end 1.000 fodboldspillere, som har svaret på undersøgelsen, må således fremkalde en ”hvad pokker”-rynke i panden hos en samfundsteoretiker eller to.

85,9 pct. eller tæt på ni ud af ti, svarer nemlig, at formen med to fastlagte træninger om ugen plus en kamp i weekenden passer dem ganske godt. Flere end hver tredje har tilmed givet træningsformen den højest mulige vurdering. Eller med andre ord: Fleksibilitet, nej tak!

Skal, skal ikke?
 
Interessant og tankevækkende i en tid, hvor flekstid, on demand-tv og døgnåbne varehuse er blevet hverdag. Men hvad er det lige, der sker?

Hvorfor vælger fodboldspillerne ikke et ekstra skvæt frihed? Hvorfor ligefrem foretrække, at man død og pine skal møde op på helt fasttømrede tidspunkter?

Måske er det, fordi friheden til at vælge også samtidig er friheden til at fravælge. Hvis man selv frit kan bestemme, om man vil løbe i dag, i morgen eller i næste uge, så sker det måske lidt for hyppigt, at sofaen bliver den store sejrsherre i den indre dialog.

Netop den indre dialog er vel et argument i sig selv. Skal, skal ikke.

I stedet for et mindset, hvor du konstaterende kan fortælle dig selv: »Husk, du skal træne senere i dag«, bliver de individuelle, fleksible træningstilbud måske i stedet en mental udmagrende kamp i argumenter – fra du står op, til du har fri fra arbejde eller skole: »Skal jeg vælge at tage af sted i dag? Gider jeg?«

Netop her ligger et paradoks og lurer. For selvsamme undersøgelse fra DBU Jylland afslører, at lysten er en afgørende medspiller for fodboldspillerne. Ni ud af 10 fodboldspillere angiver, at de spiller fodbold, fordi det er sjovt. Bare 7,3 pct. siger, at de spiller for at tabe sig, mens antallet, der angiver, at de går til fodbold for at få en flot krop, er helt nede på 3,2 pct. Tre ud af 100 – tyg lige på den.

Ingen djævel på skulderen
 
Jeg kender ikke de præcise tal for løb, fitness og andre individuelle, fleksible træningstilbud, men mon ikke ovenstående tal ser noget anderledes ud? Der er i hvert fald ikke mange af løberne i min omgangskreds, som fortæller mig, at de snører løbeskoene, fordi de ligefrem synes, det er sjovt, og de fleste af mine venner, som ejer adgangskort til det lokale fitnesscenter, kan ikke lyve sig fra, at vægtløftene først og fremmest skyldes ønsket om at se lidt bedre ud, når strandsæsonen melder sig.

Hvis jeg har ret i det, så er det på flere parametre lettere for en fodboldspiller at holde kroppen sund.

For det første fordi man ikke skal forsøge at overbevise djævlen på skulderen om, at landevejene eller fitnesscentret, og ikke sofaen, er det rigtige valg.

For groft sagt har man slet ikke en valgmulighed, når man dyrker en sport med holdkammerater og faste træningstider. Og for det andet fordi man faktisk har det sjovt, imens aktiviteten er i gang. Det er i min verden en meget bedre motivation end dårlig samvittighed og kaloriefintælleri.

For nogle er fleksibilitet det rigtige
 
Ligesom man skal passe på med at afskrive de faste træningstider, gælder det samme dog for den mere fleksible træningsform.

Der vil komme tidspunkter i livet, hvor kl. 19 til kl. 21 på tirsdage og torsdage bare ikke er det mest optimale. Det oplever en del sikkert, når der kommer børn, som skal mades, bades og puttes, inden man kan begynde at tænke på egne motionsbehov.

Her kan det for nogle være det rigtige at kunne træne på andre tidspunkter. Blandt andet derfor har DBU og et stigende antal fodboldklubber tilbuddet ”Fodboldfitness” på hylderne. Et tilbud til de fodboldspillere, som gerne vil spille fodbold, men som har behov for fleksibiliteten.

Også for nogle i et lidt yngre segment kan det give god mening at udfordre den klassiske træningsstruktur en smule. Jeg kender selv til et eksempel, hvor U17-piger fra Holsted FB i en periode har trænet fra kl. 5.45 om morgenen. Her er det ønsket om at kunne få bedre tid til andre ting om eftermiddagen, som har været den drivende motivationsfaktor.

Men teenagepigerne fra Holsted FB besluttede helt på egen hånd at hoppe i fodboldstøvlerne, før solen står op. De gjorde det i fællesskab. De kommer ud af sengen, fordi deres holdkammerater og træner venter på dem. Og netop fællesskabet – ikke individualismen – er i mine øjne den helt store styrke ved fodbolden.

Ambitioner og nye tankebaner er et must
 
Det er DBU’s vision for dansk fodbold, at mængden af fodboldspillere i løbet af de kommende år skal stige fra de nuværende 336.000 til 450.000 aktive. For at nå dette mål skal vi være ambitiøse og dygtige til at understøtte vores fodboldklubber i deres daglige bestræbelser på at skabe attraktive og gode rammer for de aktive.

Det kræver helt sikkert, at vi tænker i nye baner, både hvad angår målgrupper, fleksibilitet, løsninger og koncepter.

Men det må under ingen omstændigheder være på bekostning af de mange tusinde, som ønsker at spille fodbold i faste rammer. Selv når vi ikke regner et hav af stævner med, afvikler DBU Jylland og klubberne mere end 120.000 fodboldkampe pr. år – det er da immervæk en slat.

Så lad os nu vente lidt med at aflive idéen om, at det kun er den totale fleksibilitet, som holder. At de to faste, ugentlige træningstider er oldnordiske.

For rigtig mange fodboldspillere fungerer det. Ret godt endda, når man spørger dem selv.

Kronikken kan også læses på jp.dk.